Kroatien

Kroatiens uafhængighedserklæring fra Jugoslavien i juni 1991 blev startskuddet til borgerkrigen, der varede frem til december 1995. En borgerkrig som havde ufattelige menneskelige omkostninger for alle involverede parter, med folkedrab, etniske udrensninger og systematiske voldtægter til følge.

Krigen sluttede formelt med underskrivelsen af Dayton-aftalen i 1995, og siden har Kroatien med svingende held arbejdet på at komme over krigstraumerne og blive en velfungerende, europæisk stat.

De første år efter krigen gik reformerne langsomt, men med Franjo Tudman’s død i 1999, blev der skruet ned for den nationalistiske retorik og mere moderate kræfter kom til. Kroatien underskrev en associationsaftale med EU i 2003 og fik kandidatstatus i 2004 efter at have underskrevet en sammenarbejdsaftale med den Internationale Domstole i Haag.

De største problemer med menneskerettigheder i Kroatien i dag gælder tidligere fordrevne kroatiske serberes ret til at vende tilbage.

Under krigen i 1990erne blev omkring 300.000 serbere fordrevet eller flygtede fra Kroatien. Kun omkring 125.000 af dem er vendt tilbage. Mange har ifølge kroatiske lov mistet retten til de boliger, de blev fordrevet fra, og regeringens planer om at bygge nye boliger til serberne trækker i langdrag. Desuden oplever mange kroatiske serbere at blive diskriminerede i det sociale system og private overgreb på serbere bliver ikke undersøgt tilbundsgående af myndighederne.

Foruden kroatiske serbere bliver også Roma befolkningen udsat for diskrimination og forskelsbehandling i Kroatien. Dette gælder især Roma børn i uddannelsessektoren, der ofte oplever at blive nægtet skoleadgang og andre basale menneskerettigheder.

Lokale NGO’er har yderligere peget på huller i loven, der kan beskytte kvinder mod vold i hjemmet.